Niels er født og opvokset i Erritsø ved Fredericia med en yngre søster. Under opvæksten fyldte sport og fællesskaber meget og en stor del af ungdommen er brugt i haller og på græsplæner, hvor der blev spillet badminton og fodbold.
Med en naturlig interesse for matematik og teknik, førte vejen via en matematisk studentereksamen til en bachelor som maskiningeniør med speciale i energi fra Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Efter ingeniørstudiet syntes han, at der manglede noget til at supplere det tekniske, og han tog derfor en overbygning som forretningsingeniør for at få en forståelse for strategi og forretningsprocesser.
Efter endt uddannelse fik Niels arbejde i COWIs fjernvarmeafdeling. Her arbejdede han med energi og forsyningsprojekter; herunder energiproducerende anlæg, distributionsnet og transmissionsledninger både som projektleder og specialist.
Efter mindre end 2 år fik Niels en rolle som sektionsleder. De efterfølgende 6 år balanceret han rollerne som specialist, projektleder og leder, inden han blev leder på fuldtid, med et primært fokus på trivsel, vækst samt strategiimplementering og -eksekvering.
Efter mere end 10 år ved Cowi blev Niels ansat som kontorleder ved A1. Her har han ansvar for medarbejdertrivsel og balance i opgaver og ressourcer. Derudover leder han arbejdet med at vækste forretningen inden for markedsområdet forsyning.
Niels bor i Skødstrup og fritiden går med løb, læsning, padeltennis, fodbold og familien, som består af kæresten Marie og deres 3 børn og 2 kaniner.